4 (selv)erkendelser om danskere, som kan give dig et lettere internationalt samarbejde

Hvis du er en af de 5% af danskerne, som ifølge undervisningsministeriet har høje kulturelle kompetencer, finder du nok ikke noget overraskende her. Men er du i risiko for at være blandt de 66% med lave kulturelle kompetencer (eller blandt de gennemsnitlige 29%), bør du nok læse med.

Der er en god grund til, at kompetencerne ikke er bedre. Historisk set har danskerne, i større udstrækning end andre folkefærd, været uvant med at opleve mennesker, som ikke tænker som os selv. Så vi har ikke haft muligheden for at opøve de kompetencer, som 58% af store og mellemstore virksomheder mener, er den største eller næststørste udfordring i dag. Nemlig at kunne forstå og håndtere kulturforskelle. Det er uheldigt, at danskerne er dårlige til noget, som mange virksomheder mener er så vigtigt. Den historiske mangel på eksponering af andre mindset har to grundlæggende konsekvenser:

Vi kender meget lidt til andre kulturer.
Vi er meget lidt bevidste om vores særheder.

For det er netop i mødet med andre, at vi bliver bevidste om os selv. Og interkulturelle kompetencer handler ikke kun om at kende til ’de andre’, som vi laver forretninger med. Det handler i høj grad om at være bevidst om vores egen adfærd i mødet med andre.
I danskernes tilfælde er selvindsigt særligt uundværlig. Vi er nemlig anderledes – på stort set alle områder. Derfor får du her fire indsigter i dansk adfærd, som vi bør vide om os selv, for bedre at kunne begå os på et internationalt marked.

#1 AUTORITETER, BESLUTNINGER OG ORDRER MÅ UDFORDRES

Vi skoles fra en tidlig alder til at stille spørgsmål, udfordre, debattere og tage stilling. Vi værdsætter dyderne ’demokrati’ og ’ytringsfrihed’ højt. Så det er ikke underligt, at vi er gode til at tage stilling og tale frit. Kombineret med en meget lav magtdistance, hvor alle helst skal være lige, er der ikke deciderede områder, hvor vi ikke føler os berettiget til at udfordre eller stille spørgsmål.

Udefra virker det besynderligt [læs trættende], at man som chef ikke kan give en dansker en ordre uden at blive stillet et hav af spørgsmål eller opfordret til dialog om opgaven. Bevares, vi udfører jo gerne opgaven. Vi skal bare lige forstå, hvorfor vi skal gøre det. For os er det nemlig ikke udtryk for ulydighed, hvis vi tager initiativ og ’tænker med’. Ledelse i Danmark handler langt hen ad vejen om at udvikle medarbejderne til selv at tage initiativ og træffe gode beslutninger. Sådan er det bare ikke nødvendigvis i andre kulturer. Derfor kan bevidsthed om vores naturlige fremtræden hjælpe os til at nedtone vores udfordrende adfærd.

Den lave magtdistance i Danmark betyder bl.a., at vi udviser respekt ved at være i øjenhøjde. Vi tillægger generelt titler, høflighedsfraser og påklædning meget lille betydning. Det skyldes, at vi bliver målt på vores resultater mere end vores position og fremtræden. ’Det er vel kun godt’ tænker danskere. Men udefra, må vi erkende, at vi virker respektløse, fremstår lidt sjuskede og i andres optik vil opnå større respekt, hvis vi udviser en mere formel adfærd, end vi ville gøre overfor vores danske chef.

#2 TILLID ER NOGET VI FØRST MISTER, NÅR DEADLINEN SKRIDER

Høflighedsfraser er ikke så nødvendige i Danmark, hvor vi alle har et halvfamiliært forhold til hinanden. Danskerne er blandt de mest tillidsfulde i verden. Andre kan derfor nemt opleve os lidt naive, fordi den grad af tillid vi umiddelbart udviser, er mere ekstrem end alle andres.

Det er ikke kun graden af tillid, som adskiller kulturer, men også, hvad der opbygger tillid. Hvor vi i Danmark får tillid gennem overholdte aftaler, er det andre parametre, som fører til tillid i andre kulturer. I Tyskland er fakta og information tillidsopbyggende, mens det i Japan er relationer. I USA er det præstationer, i Frankrig ærlighed og i Saudi Arabien autoritet.

Det, som opbygger tillid, kan naturligvis også nedbryde den. Vi bør først og fremmest erkende, at stort set alle andre har brug for at opbygge en tillid, som vi typisk tager for givet. Dernæst bør vi også være opmærksomme på, at der er andre måder at opbygge (og miste) tillid på end ved at overholde (eller misse) en deadline. Tillid er vigtig i alle kulturer og danskere skal generelt gøre aktive tiltag for at opbygge andres tillid til os – også selvom vi som udgangspunkt har tillid til dem.

#3 EN GOD NABO ER EN USYNLIG NABO

Den høje grad af tillid betyder, at vi er mindre afhængige af relationer end de eksempelvis er i Asien. Danskere nærer en dyb respekt for privatlivet. Her er en god nabo en nabo, som ikke blander sig. Og når udenlandske kolleger kommer til Danmark, er det svært at forstå, at vores gode relation brat stopper klokken 16. Dér tømmes arbejdspladserne og ingen bliver inviteret med hjem. For det danske hjem er privat. Fokus på relationer er nemlig noget af det, som nedprioriteres i et land, hvor vi er grundlæggende individualistiske.

Og selvom vi holder af kollektive beslutninger i Danmark, er vores adfærd individualistisk. Vi beder ikke om personlige tjenester fra folk, som ikke er meget tæt på os. Og det kan virke decideret ubehageligt på os, når vores ’eksotiske’ kolleger vil ses udenfor arbejdstid eller finder på at spørge om en personlig tjeneste. Men det er bare ikke dem, som er underlige. Sådan gør de fleste andre mennesker. Så det bedste råd vi kan tage med fra denne erkendelse, er at beherske vores utilpashed, når andre overskrider en grænse, som for os føles naturlig. Også her er vi nemlig de underlige.

Hvis du ikke er enig i erkendelse nummer 3, så tænk lige over, hvor mange nye venskaber du har knyttet siden du blev 25 år (+/-).

#4 HVIS BARE JERES UDDANNELSESSYSTEM/SUNDHEDSVÆSEN/BARSELSREGLER/SMØR VAR SOM VORES

På hjemmesiden ’you know you are Danish when…’ er et af svarene: ”… du ved, at alle andre flag er irrelevante, fordi dit er ældst’. Udsagnet ironiserer en dansk selvtilfredshed, som andre oplever som et typisk [læs irriterende] dansk karaktertræk. Og ofte tror vi faktisk, at andre ville ønske, at de var som os.

Vi har ligefrem et ord som ’udansk’, der betyder, at noget er fremmed eller sært. Og det bruges i forståelsen af, at noget ikke er helt godt. Der er jo intet i vejen med lidt national stolthed, men hvis vi går rundt og tror, at andre er bedre stillet, hvis de bare gør som os, kommer vi til at fremstå mere arrogante end vi formegentligt er interesserede i.

Når det er sagt, er det jo nærmest uforståeligt, at andre kommer igennem hverdagen med deres inferiøre alternativer til lakrids, rugbrød og dansk smør. Men måske skal vi være opmærksomme på, hvor ofte vi fremhæver vores danske succeser overfor andre.

Det er næsten ligegyldigt, hvilke kulturelle præferencer man måler på, så ligger danskerne konstant i de ekstreme ender af spektret. Vi er konsekvent de mest … eller de mindst… Det betyder, at på stort set alle parametre, kan vi med en vis sikkerhed gå ud fra, at alle andre er mere … eller mindre … end vi selv er. Så det er særligt vigtigt for danskere at tage en selvbevidsthed med ud i verden, når vi indgår i internationale samarbejder. Vi er de mærkelige! Og vores ’normal’ er ikke normalt.