Ledere, der selv faciliterer processer og møder bør kende disse faldgruber
31 Mai 2018
Article written by Anna Balk-Møller
31 Mai 2018
Article written by Anna Balk-Møller
Ledere tager ofte rollen som mødeleder eller facilitator på sig, når en større proces skal tilrettelægges. De har en organisatorisk myndighed til opgaven, men autoritet er ikke nok til at sikre en god proces. Opgaven tager tid, der sjældent er til rådighed i lederens kalender, og dobbeltrollen som leder og facilitator har en række utilsigtede konsekvenser.
Ledere og medarbejdere bruger unødig tid på ineffektive møder. Møder uden dagsorden eller en statisk, tilbagevendende dagsorden. Med uengagerede deltagere, ingen eller uklare beslutninger og møder, som enten overskrider tiden eller ikke når alle punkter indenfor den fastsatte tid. Møder, hvor deltagere ikke bidrager og faktisk ikke bør være der eller møder, hvor kerneressourcer ift. input eller beslutninger mangler. Møder, hvor konflikter typisk håndteres på bekostning af dagsordenen eller slet ikke.
Og dårlige møder er spild af tid! De dræner travle ressourcer, resulterer i dårlige beslutninger og ødelægger deltagernes energi og lyst til at bidrage og være med. Ledere har typisk indsigt i god mødeledelse og kan derfor ikke løse problemerne med et kursus. De mangler tid til forberedelse. Især når der er større seminarer, workshops eller processer i kalenderen.
En måde at løse udfordringerne på er ved at bruge faciliterering. Faciliterede processer skaber større effektivitet, højere deltagermotivation og bedre udnyttelse af ressourcer og energi. Ganske enkelt fordi:
meningsfulde møder + motiverede deltagere = bedre resultater og beslutninger.
Værdien af den faciliterede proces er efterhånden bredt anerkendt, så hvorfor er der så mange ineffektive møder? Mit bud er, at facilitering som disciplin bliver undervurderet. Facilitering er nemlig mere end bare mødeledelse. Det er en disciplin i at tilrettelægge og styre en proces hen mod et konkret mål (hvilket også kan være at definere målet). Er man kvalificeret i disciplinen, har man en velassorteret værktøjskasse, som sikrer, at den konkrete proces er optimal i forhold til målet og den kultur, der arbejdes i.
I praksis sker det tit, at ledere eller projektledere selv påtager sig rollen som facilitator. Måske med assistentens hjælp til de mere lavpraktiske elementer. Men selvom man besidder de fornødne kvalifikationer, er der en række faldgruber, man som faciliterende leder bør være opmærksom på.
Facilitatorrollen er ideelt set neutral og facilitatoren er en katalysator for en proces, som man ikke selv er en del af. Præmissen kommer under pres, når man som leder påtager sig rollen. Faldgrube nummer et er, at man som faciliterende leder eller projektleder typisk er dybt involveret i indholdet og altså ikke neutral. Konsekvensen er ofte, at man mister grebet om processen, fordi man nærmest uundgåeligt fortaber sig i det faglige input. Mindre ofte sker det, at man har så meget fokus på processen, at man ikke får frigjort sin mentale kapacitet til at bidrage med sin faglige viden.
En gylden regel i facilitering er, at man aldrig i det skjulte leder en proces hen mod den løsning, man selv finder bedst. Og man er mere fri til at undgå faldgrube nummer to, hvis man er neutral ift. indholdet.
Også i forhold til atmosfære, har en neutral facilitator nemmere vilkår end en leder i samme rolle. Som facilitator navigerer man ofte i kaos og komplekse processer og holdninger. Bølgerne kan gå højt og gør det tit, fordi det ofte er, når tingene bliver svære eller komplicerede, at man indser, at processen skal faciliteres. Det er nemmere at tilsidesætte irrelevante, gamle diskussioner mellem deltagerne, når man har dem på afstand og ikke personligt har noget i klemme med deltagerne.
Men det kan være svært for nogle ledere at uddelegere den autoritet, som ligger i facilitatorrollen til en intern eller ekstern ressource. Faldgrube nummer tre er derfor, at facilitator-autoriteten nemt bliver for dominerende, hvis den kombineres med lederens organisatoriske og ofte naturlige myndighed. Agerer man faciliterende leder, er det derfor vigtigt, dels at lade inddragelse blive et grundlæggende omdrejningspunkt og dels at være varsom med ikke at løfte egne antagelser til fakta. Begge dele stiller store krav til værdier og integritet.
Fjerde faldgrube er tid. Det er en tidskrævende opgave at tilrettelægge en gennemtænkt proces. Tid, der sjældent er til rådighed i lederes travle hverdag. Og selv om man afsætter tid i kalenderen er det ofte undervurderet, hvor tidskrævende opgaven egentligt er. Den afsatte tid har det i øvrigt med på mystisk vis at blive ’spist’ af presserende møder, som kommer snigende. For at illustrere, hvor tidskrævende procesdesign er, er her en tjekliste medde opgaver, som en facilitator typisk vil sørge for.
Er du som leder kvalificeret til at tilrettelægge og facilitere processer og har du den nødvendige tid til rådighed til planlægningen, er her nogle gode råd til dig.
Ofte er den faciliterede proces et større møde, et seminar eller en længerevarende proces. Facilitering kan bruges, når beslutninger eller vejen mod et mål er til reel diskussion eller når nye veje søges. Hvis ikke en af disse betingelser er opfyldt, skal man ganske enkelt ikke bruge facilitering.